Pippi vs. Emil

Som man kan læse af mit forrige blog-indlæg, så foretrækker jeg Emil (fra Lønneberg) fremfor Pippi (aka Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe). Og hvorfor nu det? Man skulle jo tro at enhver 70'er pige ville gribe Pippis vilde opgør med kønskonventioner og almindelig god opførsel med begejstret fornøjelse. Det gør jeg bare ikke. Selvom jeg godt kan lide hende, mest for hendes gode fantasi og hendes gavmildhed, så irriterer det mig, når hun bliver alt for autoritetsfjendsk. Jeg synes, at det er synd for de stakkels betjente, når hun smider med dem og lokker dem op på taget. Jeg støtter hende i hendes forlangende om at hun altså godt kan bo for sig selv - hun er trods alt verdens stærkeste pige - og måske er lidt smideri og tagklatreri måden at overbevise ordensmagten på. Og jeg har svært ved at acceptere, at hun ikke vil gå i skole, men det er nok bare fordi jeg selv var sådan en duks dengang. Pippi er en spændende pige, men jeg er nok glad for hun ikke er min nabo (mine børn ville hele tiden gå rundt og sige som Annika: 'det her ville mor nok ikke bryde sig om').

Men Emil! Ham elsker jeg! Det er jo ikke af ondskabsfuldhed han laver skarnsstreger - han er bare fuld af nysgerrighed efter at vide hvordan verden hænger sammen. Mange af hans skarnsstreger er jo i virkeligheden udspring af et godt hjerte. Når han bespiser fattiglemmerne (med den julemad som hele familien skulle have haft) fx, eller når Emil vil vise sin far palt-fadet (bare for at tabe det ned i hovedet på ham), eller hejser lille Ida op i flagstangen (fordi hun så gerne ville se Mariannelund). Han er da vist bare en aktiv og kærlig dreng - en misforstået engel! Min godhed for Emil hænger måske en lille smule sammen med, at jeg selv har sådan en Emil derhjemme - han hedder bare Nikolaj. Og han er præcis sådan en nysgerrig og aktiv dreng, som får nogle til at sukke hjerteskærende, men som får udvalgte til at sige 'han er en god dreng, og vi elsker ham præcis som han er!'. Nemlig!