DSB - et evigt had/kærlighedsforhold

Jeg elsker DSB! Uden dem ville jeg være strandet ude på landet. Jeg ville ikke kunne komme på arbejde eller besøge venner og familie i det ganske land (dog mest Sjælland). Jeg kan ikke køre bil og kører helst ikke mere end 10 kilometer af gangen på min cykel, så min bevægelsesfrihed ville være kraftigt begrænset, hvis det ikke var for det fabelagtige fænomen offentlig transport er.

Når jeg hører folk brokke sig over DSB (for det finder folk af og til grund til), så bliver jeg lidt stødt på DSB's vegne, for de gør det jo så godt de kan! Det kan ikke være nemt at hitte ud af en logistisk, der fungerer, når så mange tog skal på skinnerne og helst til tiden.

Men jeg hader også DSB! Forsinkelser er simpelthen spild af min tid, hvor jeg hellere ville være på arbejde, hjemme hos mine børn, fremme ved mit mål. Og forsinkelser er der mange af: skinnerne udvidder sig i sommerheden, efterårsblade gør skinnerne smattede og svære at bremse på, sne er bare generelt i vejen. Signaler svigter, ledninger falder ned og slidte toge går i stå. Og så en gang imellem er der en eller anden kraftidiot, der synes at verden er så ond, at hele Danmarks rejsende befolkning - og ikke mindst en eller anden stakkels lokofører - skal straffes for det. Nu har jeg en ret arrig indstilling til selvmord (måske uddyber jeg det engang her på bloggen), men den allerværste selvmorder er klart den, der springer ud foran et tog! (Ja, OK, selvmords-terrorister er værre, men det er en anden snak).

Jeg elsker DSB, fordi jeg i ly for regn og vind og på bløde sæder kan læne mig tilbage og læse i en bog eller gratisavis, tage mig en lur eller se på det nydelige danske landskab, mens jeg lader mig transportere. Det er dejligt at kunne rejse på den måde. Skulle jeg vælge et enkelt transportmiddel at rejse jorden rundt i, ville det klart være toget!

God rejse hjem!